Antabus som Ritual

af Dan Orbe (1996)

Antabus anvendes af ca. halvdelen af Lænkens brugere i de første måneders behandling. Stoffet kan bruges som en hjælp til at drikke, eller simpelthen som anledningen til at møde op til den endelige behandling. Med antabus kan også være centrum for et lille ritual i behandlingen.

Den gode viljes kemi.

Antabus blev introduceret af Jacobsen og Hald i 1948 og har siden haft en fremtrædende plads indenfor dansk alkoholbehandling. I Lænkens ambulatorier anvendes Antabus også i et vist omfang. En undersøgelse af samtlige behandlingsforløb ved Lænke-ambulatorierne i 1992-93 viste, at halvdelen af brugerne indtog Antabus i forbindelse med de første 12 måneders behandling.

Antabus forstyrrer kroppens nedbrydning af alkohol. Under nedbrydningsprocessen omdannes alkohol til en række andre stoffer herunder det giftige acetaldehyd, der dog under almindelige omstændigheder hurtigt nedbrydes videre.

Med Antabus i kroppen standses nedbrydningen imidlertid ved acetaldehyd. Det afstedkommer nogle meget ubehagelige reaktioner, som f.eks. hovedpine, ansigtsrødmen, svimmelhed og hjertebanken. Almindeligvis kan man vedligeholde en virksom mængde Antabus i kroppen ved to gange ugentligt at indtage 600-800 mg. Tanken med at anvende Antabus er derfor, at frygten for disse ubehageligheder skal afholde én fra at drikke. Man behøver ikke mobilisere sin viljestyrke til at undlade at drikke, hver gang muligheden viser sig, men kun de par gange om ugen, hvor man står overfor at skulle forny sin dosis af Antabus.

En kemisk forlængelse af den gode vilje, er Antabus blevet kaldt.

Men dermed er alting ikke sagt. For det gør nemlig Antabus til et mærkværdigt medikament. Modsat hovedpinepiller, hjertemedicin, metadon og alle mulige medikamenter, der virker, fordi de afstedkommer en tilsigtet effekt, så virker Antabus kun efter hensigten, når det ikke virker. Dvs. når man på grund af sin viden om de ubehagelige konsekvenser undlader at drikke og derved undslipper stoffets kemiske virkninger.

Anvendelsen af Antabus handler derfor ikke om stoffets egenskaber som sådan. Men indtagelsen af Antabus er en bekræftelse over for dig selv og andre på, at man har accepteret et givet sæt spilleregler, og at disse regler fortsat gælder, hver gang man indtager Antabus.

Og det er i sin essens, hvad det vi kalder ritualer, handler om.

Små teaterstykker.

Ritualer er små teaterstykker, som vi opfører for og med hinanden i et utal af sammenhænge. De fungerer som en slagt iscenesættelse af noget, der ikke siges direkte, men alligevel er gældende for den situation, ritualet er en del af.

Ved familiefesten eller julefrokosten holder vi f.eks. ikke hele tiden taler om, at “nu er vi alle ligestillede og samlede om et fælles, festligt formål”. I stedet skåler og hilser vi og passer på, at alle deltager hver gang. I den slags “forbrødringsritualer” markeres et fællesskab. På samme måde har vi “overgangsritualer”, der markerer overgang fra én social status til en anden, som f.eks. bryllupper eller overgang mellem sociale situationer, som f.eks. “fyraftensbajer” på grænsen mellem arbejde og fritid.

Ritualer kan fasttømre fællesskaber, markere sociale overgange eller afstikke rammer for individer og grupper. De fungerer dermed symbolsk som udsagn om tilværelsens orden, fordi de tildeler de enkelte individer nogle klart markerede roller i en social sammenhæng.

Antabus-ritualet

Et sådant formål tjener Antabus også. Det hænger som nævnt ikke umiddelbart sammen med stoffets kemiske egenskaber, men snarere den måde, hvorpå stoffet opfattes og administreres.

Ved en behandlings begyndelse i et Lænke-ambulatorium fastlægger lægen sammen med brugeren en plan for behandlingen - herunder om der skal anvendes Antabus. Skal Antabus indgå, vil brugeren derefter typisk møde op i ambulatoriet to gange om ugen og indtage Antabus under overværelse af en frivillig eller lønnet medarbejder.

Dermed er brugeren og medarbejderen indskrevet i et lille “skuespil” med hver sin rolle, defineret af den betydning Antabus tillægges.

Medarbejderen er “giver" og “kontrollant”. Det er relativt entydigt. Brugerens rolle er derimod tvetydig. Brugeren er både “modtager “ og “kontrolleret”, men også den, der - ved frivilligt at lade sig “kontrollere” - aktivt demonstrerer den fælles overenskomst om, at han/hun ikke vil drikke. Ritualet spiller dermed på en tilsyneladende selvmodsigelse - man fralægger sig ansvar og overgiver rollen til noget andet eller andre - men man påtager sig samtidig ansvaret for, at forandring kan finde sted.

Det er et forhold, man kender fra andre sammenhænge. Anonyme Alkoholikere skal således erkende, at de er magtesløse overfor alkohol. De skal også erkende eksistensen af en “højere magt”, der kan hjælpe individet mod alkoholismen.

Men samtidig understreges i A.A. selvbestemmelsen - at det er individets suveræne ansvar, selv at ændre sin situation.

Begge ritualer placerer individet mellem en god og en ond magt og demonstrerer hver gang det gennemføres, at individet har valgt “det gode”.

I den forstand bliver det egentlig blot en smagssag om man vil hælde til en overnaturlig “højere magt” eller en kemisk “naturlig magt”.

Tager vi en tur ud i den store verden med denne struktur i baghovedet, kan vi genfinde den i mange forskellige sammenhænge, hvor ritualet bruges til at gennemspille kampen mellem godt og ondt, mellem kaos og kosmos osv.

Ingen mening uden sammenhæng

Der er mange ting omkring brugen af Antabus, som ikke får plads i denne lille artikel. Men afslutningsvis skal det nævnes, at Antabusanvendelse på endnu et punkt ligner et ritual. Det er en fuldstændig meningsløs aktivitet, hvis den foregår isoleret.

På samme måde er ritualer i sig selv meningsløse. Det giver ikke mening at skåle med sit eget spejlbillede eller blive gift for blot at flytte tilbage til ungkarlehybelen som om intet var hændt.

Ritualets betydning ligger ikke i de rituelle handlinger i sig selv, men i de betydninger ritualet tilfører den sammenhæng, det er en del af.

Tilsvarende er brugen af Antabus en overfladisk og symptomfikseret “behandling”, hvis den får lov at stå alene.

I stedet må den indgå i en sammenhæng, hvor den bruges til at markere motivation og vilje til at tage fat på løsningen af de egentlige misbrugsproblemer.