Den formaledigede Drukkenskab

En belæring fra Reformationstidens Danmark.

af Dan Orbe (2003)

I det Herrens År 1556 udkom i København en lille bog med titlen: 'Aarsage huorfaare en Christen bør at sky oc fly den formaledidede Druckenskab'. Bogen var skrevet af Niels Plade, eller som han også kaldte sig, Nicolaus Palladius. Han havde været sognepræst i København men blev i 1552 biskop i Lund, hvor han sad frem til sin død i 1560. Han var forfatter til forskellige bøger og skrifter af moralsk eller opbyggeligt indhold og medvirkede således til den folkelige 'opdragelse' i reformationstidens første årtier.

Mest kendt er Niels Palladius nok i sin egenskab af lillebror til Sjællands første protestantiske biskop, Peder Palladius. Både Peder og Niels var uddannede ved universitetet i Wittenberg og havde derfra erhvervet sig kundskaber, som de nu brugte til den religiøse og moralske, folkelige opdragelse i den nye evangeliske eller protestantiske kristendom, som var en nødvendig følge af reformationen i 1536. Især Peder var meget produktiv når det gjaldt dansksprogede skrifter beregnet på præsternes uddannelse eller menigmands oplysning. (Schwarz Lausten, 1968: 13-41) (Winkel Horn, 1881, I:85-88)

Brødrene Palladius var højt agtede i deres samtid, og deres skrifter nød stor udbredelse. Det gjaldt også bogen om drukkenskab. Allerede tre år efter den første udgave blev den genoptrykt, en ny udgave kom i 1610 og endnu en i 1626. I dag er disse bøger store litterære sjældenheder. Af udgaven fra 1556 findes kun ét eksemplar bevaret. Af de øvrige udgaver i alt 4. Et nyoptryk af værket fra 1556 blev udgivet i 1907. (Petersen, 1907) [1]

Det gælder for alle Palladius brødrenes dansksprogede skrifter, at de giver et godt indblik i en mængde sæder og skikke, tænkemåder og livsvilkår for almindelige mennesker på den tid, hvor de blev til. De er derfor meget væsentlige kilder til den kulturhistoriske forståelse af reformationstidens Danmark. Samtidig giver skrifterne et indblik i moralske og teologiske emner, som kan være med til at tegne et billede af, hvordan man på den tid opfattede menneskets vilkår, samfundets indretning og verdens beskaffenhed.

Niels Palladius' bog om 'den formaledidede druckenskab' kan derfor også danne udgangspunkt for en forståelse af drikkeri og alkoholproblemer - både i den tidlige renæssance, hvor bogen blev til, og i det omfang den kan bidrage til en baggrundsforståelse for de holdninger og antagelser, der er blevet ført videre af de efterfølgende generationer.

...Aarsager af huilke de kunde beuegis til at fly saadan offuermaade fraadseri oc Druckenskab.

I almindelighed problematiseres alkoholindtagelse ud fra to forskellige indfaldsvinkler.

Én indfaldsvinkel beror på givne opfattelser af, hvad der er sundt eller skadeligt, sygt eller raskt og hvordan sådanne fænomener skal forklares. F.eks. ved at forstå umådeholdent drikkeri som en sygdom i sig selv eller ved at fremhæve de fysiske og psykiske skavanker, det umådeholdent drikkende individ risikerer at pådrage sig som en følge af drikkeriet. Eller der kan tales om psykiske eller genetiske dispositioner for denne eller hin adfærd, for at blive påvirket i forskellig grad af rusmidlernes kemi, psykosociale livsbetingelser o.m.a.

En anden indfaldsvinkel er af moralsk eller opdragende karakter. F.eks. kan indtagelse af alkohol være en overtrædelse af et religiøst forbud, som vi f.eks. kender det fra Islam. Men religiøse anvisninger om den rette livsførelse kan også tages til indtægt for at beskrive umådeholdent drikkeri som en synd, uden at det medfører egentlige forbud mod moderat alkoholindtagelse. Det kendes f.eks. fra kristendommen. Endvidere kan der anlægges et socialt eller samfundsorienteret sigte. Her fordømmes drikkeriet på grund af den skade som samfundet lider, når dets medlemmer bliver en social belastning, er uproduktive eller truer den offentlige orden, fordi de drikker for meget.

Opfattelsen af drukkenskab som en sygdom (alkoholisme) er forankret i den nyere, videnskabelige medicinske tradition. Som fænomen kan medikaliseringen af drukkenskab spores ca. 250 år tilbage i tiden. (Orbe, 1999) Her tales grundlæggende om årsager eller vilkår, som det ligger udenfor den enkeltes egen vilje at ændre på. Som f.eks. hvor det hævdes, at en alkoholiker kan 'tørlægges', men aldrig blive en 'ikke-alkoholiker' ud fra en antagelse om alkoholisme som en kronisk sygdom eller defekt.

At umådeholdent drikkeri (alkoholmisbrug) kan føre til psykiske eller somatiske sygdomme og skavanker, har man imidlertid vidst i meget længere tid. Her er der kildemateriale, som er flere tusinde år gammelt. Og fordømmelsen af drukkenskab med udgangspunkt i religiøse eller samfundsmæssige forhold har en lige så lang historie. Sådanne indfaldsvinkler taler i modsætning til sygdomsteorierne om afledede problemer ved drikkeriet, som kan ændres gennem en ændret drikkeadfærd - hvis det vel at mærke ikke er for sent.

I de sammenhænge, hvor der tales til den enkeltes vilje og evne til forandring, eller om samfundets juridiske og moralske bestræbelser på området, trækker vi således på en række indfaldsvinkler til alkoholproblemet, som har historiske udtryk langt tilbage i en fjern fortid.

Gud setter faar Menniskens øyen ocsaa i dette Aar skrekkelige tegen paa himmelen...

Palladius' bog om drukkenskaben er som nævnt skrevet i 1556, tyve år efter reformationen.

Reformationen betegner i historieskrivningen almindeligvis renæssancens begyndelse i Danmark. I det øvrige Europa lader man renæssancen begynde lidt tidligere.

Det var de europæiske lærde, der gav deres egen tid navn. Renæssancehumanisterne i 1400 og 1500-tallet affejede årene imellem det vestromerske riges sammenbrud og deres egen tid som 'media aetas' , tiden imellem. Det var middelalderen - en mørk og dyster epoke mellem antikkens undergang og dens genfødsel (renaissance betyder genfødsel). De mente, at de havde genopdaget og 'genfødt' den græsk-romerske kulturarv, som havde været gemt og glemt i en art kulturelt vakuum i hen ved tusind år. (Grane: 1999, s.11)

Den mørke middelalder er blevet hængende som begreb, selv om det næppe er helt rimeligt. Det fortæller nok mere om renæssancen end om middelalderen, for det illustrerer den livsforståelse som prægede renæssancens mennesker.

Det er altid svært at indkredse lige netop de bærende idéer, som bedst kan betegne en periode på flere hundrede år. Der har naturligvis været strømninger i flere forskellige retninger på samme tid.

Men en væsentlig tanke, som vandt frem i renæssancen var opfattelsen af mennesket som et uafhængigt væsen.

Den fra bibelen overleverede israelitiske opfattelse gik i korthed ud på, at verden var skabt af Gud, og ligeså var mennesket skabt og udstyret med sine egenskaber af Gud og sat på jorden for at herske over den og adlyde Guds love.

Fra den græske kulturarv havde man opfattelsen af verden eller kosmos som noget statisk og grundlæggende. Den kosmiske orden var det egentlige, og mennesket havde sin forudbestemte plads og sine givne muligheder og mål som en del af kosmos.

Sammenfattende kan man sige, at man i den europæiske kultur hidtil havde forstået mennesket ud fra noget 'udenfor' mennesket - Gud eller kosmos. (Lund et. al., 1993, s. 170ff)

Det gjaldt også samfundsordenen. Middelalderens samfund var et gudgivet - og derfor i princippet uforanderligt - hierarki. I det feudale samfund sad kongen, adelen og de gejstlige øverst på samfundspyramiden. Så kom borgere og frie bønder, fiskere og fæstebønder og endelig tiggere og andre udstødte nederst. I renæssancen vandt den tanke gradvist indpas, at mennesket var et uafhængigt væsen. Et væsen, der i sig selv var udgangspunkt for sine handlinger og vilkår.

Samtidig var der filosoffer, der arbejdede med forholdet mellem stat og kirke og kom med anskuelser om, hvordan verdslige og åndelige myndigheder nok begge var skabte af Gud, men skulle virke uafhængige af hinanden. I forening medførte tanken om det uafhængige menneske og tanken om verdslige og gejstlige institutioners indbyrdes uafhængighed et opgør med de givne autoriteter. Dermed indvarsledes også det brud med enhedskirken - den hellige almindelige kirke (katolsk betyder almindelig) - som i Danmark fandt udtryk i reformationen.

Men tanken om det uafhængige menneske gav sig også udtryk i en søgen efter at overskride grænser, at stræbe efter nye mål. De ting, man tidligere havde orienteret sig efter, når det gjaldt om at finde mening med tilværelsen, blev forkastet. Det indebar også en opløsning af gamle moralbegreber og en forkastelse af gamle sandheder. Man hyldede det frie, stærke menneske, der kunne sætte sig ud over gamle fordomme, afprøve nye veje og - ikke mindst - nyde livets goder.

Livets goder omfattede i særdeleshed de alkoholiske drikkevarer. Også i beruselsen ligger der jo elementer af det grænseoverskridende, det normbrydende og kaotiske, der prægede stemningen i renæssancen.

Og det sekstende århundrede var frem for noget drukkenskabens århundrede i Danmark. Så meget, at perioden senere er blevet kaldt 'den store nordiske rus'.
Kvinder, mænd og børn, gamle og unge, adel og gejstlighed, borger og bonde, lærd og læg drak så meget og så ofte, at beruselse ved mange lejligheder var den almindelige tilstand for de fleste.

Det mishag med drikkeriet, som Palladius og enkelte andre giver udtryk for er angiveligt ikke repræsentativt for perioden. Sådanne belæringer beskrives som 'en let Fernis under hvilket den sande Mening laa, nemlig den, at det var fortjenstfuld Gerning at faa sig en god Rus'. (Troels-Lund efter Schwarz Lausten, 1968: s. 83).

Ethvert gilde, enhver sammenkomst, bryllup eller begravelse indebar før eller siden, at vært og gæster segnede om i sanseløs beruselse. Også til gudstjenesten mødte folk berusede op, men de havde nu heller ikke noget godt eksempel i præsterne. Der er overleveret en lind strøm af klager over præsternes 'utilbørlige levned i idel drukkenskab' (Troels Lund, 1969, s. 240)

Fordrukne dommere og retsskrivere voldte så store problemer, at det ved kongelig forordning blev bestemt at ingen retssag måtte begynde senere end 6 morgen om sommeren og 7 morgen om vinteren. Ellers kunne man være næsten sikker på, at deltagerne var så berusede, at de ikke kunne gennemføre retssagen. (Op.cit.)

Selv blandt rigets øverste mænd var der langt imellem de gode eksempler, når det gjaldt mådehold og ædruelighed. Omtrent fra den tid, hvor Niels Palladius udgav sin bog har vi følgende beretning fra den kongelige livlæge Cornelius Hamsfort:

'De fleste Danske, især af Adelen, er overordentlig hengivne til Drik og kunne tilbringe Nat og Dag med at tømme Bægre. Især er det dem ikke muligt at holde Bryllup, Gæstebud eller Gilde, uden at den ene mander den anden saa længe at drikke og gør selv Besked, indtil de med tugt at melde spy Øllet op igen og i Tjeneres og Gæsters nærværelse uden mindste Skam ogsaa besørge Andet under Bordet. Og naar En, halvt eller helt bevidstløs maa bringes til Sengs, saa vækker det uhyre Jubel og give Anledning til Skoggerlatter'. (Op.cit., s. 238f)

På mange måder kunne det jo se ud som om renæssancens nye grænseoverskridende frihedsfølelse gav sig udslag i ubegrænset fest og fornøjelse. Men den vilde drukkenskab kan måske lige så vel tages som udtryk for den desorientering og usikkerhed, der vel også må præge en tidsalder i opbrud.

Selvom Niels' bror Peder Palladius optimistisk havde erklæret, at med reformationen var 'evangeliets lyse dag brudt gennem det middelalderlige mørke' (Lyster, 1988), var perioden gennemgående præget af pessimisme. Tyrkerne truede Europa i syd, og i nord frygtede de nye protestantiske riger for en modreformation. Krige, uroligheder og pestepidemier var overbevisende tegn på det forfald som ifølge bibelen kendetegnede de sidste tider. Det var den sidste rasende kamp mellem antikrist og Gudsriget, der udspillede sig.

I denne undergangsstemning blev alverdens ulykker, krige og naturkatastrofer, kometer, stjerneskud og nordlys sammenholdt med bibelens forudsigelser om dommedagens komme.

'Den permanente angst gav mennesker nye øjne at se med, og daglig berettedes der om grusselige tegn i sol, måne og stjerner. På himlen kunne folk se afhuggede menneskehoveder, blodige ris og sværd, ligbårer, ilddrager og kæmpende slanger, rødglødende ildgryder, og man hørte lyden af malende kværne, trompeter og basuner, klokkeringning og englesang fra himmelrummet.' (Op.cit.)

Også Niels Palladius kan berette, hvorledes: 'Gud sætter for menneskenes øjne også i dette år skrækkelige tegn på himmelen som skete sidste nytårsaften med en unaturlig lynild og siden med komet. Dernæst på jorden lader han høre forfærdelige tidender om krig og aarloff (uro, krig) og truer os også nu med dyrtid og adskillige nye siuger (sygdomme) og venter poenitentz (bod eller anger)'. (Petersen, 1907, s. 21).

Midt i den store nordiske rus og med dommedag ventende lige om hjørnet, har det været på høje tid, hvis man skulle hjælpe sine medborgere frelste igennem jordelivets syndige fristelser til de himmelske herligheder. Der har været god brug for Niels Palladius' lille bog.

...denne merckelig Undervisning mod den slemme synd Druckenskab.

Bogen hedder 'Årsager, hvorfor en Kristen bør at sky og fly den formaledidede (forbandede) drukkenskab'. Og bogen er da også bygget op omkring seks årsager hertil.

Den indledes med et forord af Peder Palladius og sidst i bogen er gengivet to formaninger, der antageligt også er skrevet af Peder Palladius. Det er først 'En Undervisning oc formaning besynderlige til Bønderfaalck om it erligt samsæde i Gilde oc Gestebud', dernæst 'En anden undervisning oc formaning om Bønders Købstedferdt'. Formaningerne om Gæstebud og Købstadsfærd findes også i en lidt anden form i Peder Palladius' berømte visitatsbog. (Grundtvig, 1872)

Men hovedindholdet i bogen er skrevet af Niels Palladius. Han indleder med nogle betragtninger over emnets alvor og omfang, garneret med bibelcitater og henvisninger til jærtegn på himlen og ulykker på jorden, som understreger Guds utilfredshed med tingenes tilstand. Dernæst behandles de seks årsager til 'at sky oc fly' drukkenskaben.

For det første, siger han, gør drukkenskaben det umuligt at påkalde Gud og bede sine bønner med den alvor og inderlighed, som et sådant forehavende kræver.
For det andet bringer drukkenskaben én i fare for at skulle henslæbe det evige liv efter døden i helvedes afgrund.
For det tredje bør man undgå drukkenskaben, fordi den forhindrer at man udfører sit arbejde her på jorden ordentligt.
For det fjerde medfører omkostningerne ved drukkenskaben armod og fattigdom, som tvinger én til at begå tyveri og bedrage sine medmennesker.
For det femte fremhæver Palladius lighederne mellem drukne folks adfærd og forskellige foragtelige dyr. Man bør undgå drukkenskab for ikke at komme til at ligne tåbelige aber, svin, gale hunde m.fl.
Den sjette og sidste årsag til at undgå drukkenskab er, at man ødelægger sit helbred og dør i utide på grund af de sygdomme og skader, drukkenskaben medfører.

Rækkefølgen af de forskellige årsager afspejler antageligt deres vigtighed. Vigtigst er hensynet til Gud og éns forhold til Gud både i levende live og efter døden. Dernæst kommer hensynet til samfundsordenen og det embede, man beklæder, og hensynet til ens medborgere. Sidst kommer hensynet til én selv, den adfærd, man bedømmes på af andre, og de skavanker man risikerer at pådrage sig.

Afslutningsvist fremhæves det, at den skade, man gennem sin drukkenskab forvolder mod sig selv, også i sidste ende rettes mod Gud, fordi man derved forspilder det liv, han har givet én. På den måde danner bogens komposition en ring, hvor menneskelivet i ét og alt omsluttes af det guddommelige.

...at hand kand være diss bequemmere alvorlige at paakalde Gud...

Der er onde ånder til, som lokker folk til at synde mod gud. Nogle onde ånder 'opvække folk til vrede had, kiv, trætte og mord', andre til ulydighed, løgn, utugt, tyveri, gerrighed, gudsbespottelse osv. Der er 'pavedjævle, kardinaldjævle, munke- og nonnedjævle, billede- og afladsdjævle', siger Palladius, og på samme måde er der også 'frådseri- og drukkenskabsdjævle', der lokker menneskenes børn ud i synd og fordærv. (Petersen, 1907, ss. 20-21)

Den værste følge af at lade sig lokke af disse djævle er, at man så ikke kan opnå et inderligt og alvorligt forhold til sin gud. Drankerne må skamme sig, når de beder til gud, deres 'bønner [bliver] til forbandelse over dem' for man kan ikke fremture i synden samtidig med, at man beder om guds nåde. Og da alle jo skal dø, men ingen kender timen 'når vi skulle komme for dom', er det 'os alt som størst magt på at vi leve gudelige, retfærdige og ædruelige og tage vel vare på vore tider som ere nådens tid'. (Op.cit. 23-25)

I datidens religiøse univers var djævelens forskellige gestalter og hjælpere reelle eksistenser, som man måtte forholde sig til, og Palladius afviser heller ikke eksistensen af sådanne overnaturlige magter eller deres evne til at udrette ting og sager. De gamle, førkristne frugtbarhedsritualer omkring majstangen er sikket virkningsfulde nok og hekse kan sikkert både helbrede og forgøre folk. Men når det sker ved påkaldelse af magter, der virker udenfor kirkens regi, må det afvises som djævelens værk. I samme moment lægger han afstand til den katolske kirke ved at udnævne særlige pave-, munke- og nonne-djævle, der har hver deres specialiteter indenfor kunsten at lokke menneskenes børn i ulykke. Heller ikke romerkirken holdt sig jo indenfor den sande kristendom og både i dette og andre af Niels Palladius' værker er det et formål at angribe den katolske kirke i almindelighed og mange af dens riter og ceremonier i særdeleshed.

For 'drukkenskabsdjævlene' som for de andre djævle og ånder gælder det om at få kløerne i menneskenes udødelige sjæle og vriste dem fra gud. Og her er drikkeriet et særligt velegnet medium, for 'når hjertet og hjernen ere fulde af frådseri, da kan man ingen gudelige tanker have'. (Op.cit. 24) Modsat kræver det en stor indsats at vende sig mod sin gud med den nødvendige oprigtighed. Så er det meget nemmere at lade sig forføre af sine laster.

For Palladius var det væsentligt at hans menighed ikke bare handlede fromt af pligt og vane, men også forstod baggrunden for at gøre det. Det var afgørende nødvendigt, at gudsforholdet ikke bare - som i den katolske tid - var et tomt og udvendigt skuespil, men derimod et inderligt følt ønske om at leve et sandt kristent liv. Dommedagen var jo nært forestående, tiden var knap, og langt vigtigere end at redde sig ud af jordelivets problemer og trakasserier var det at opnå frelse for det evige liv, inden det var for sent.

...de som idelig søle sig i fraadseri oc Druckenskab, de ere utidige oc ubequemme til at fuldkomme deris kald...

Drikkeriets indflydelse på samfundsforholdene beskriver Palladius med eksempler fra høj og lav på tingenes begrædelige tilstand:

Når 'verdslig regimente' eller 'den rige frådser', som det hedder, 'øve sig hver dag i slemmen og demmen' (svir og druk) rammer det 'de fattige undersåtter' både som et dårligt eksempel og som svigt af øvrighedens ansvar for deres 'oprejselse og beskærmelse'.

Og hvordan kan fordrukne præster høre skriftemål og forrette sakramente ? 'Hvad eksempel skal de give deres sognefolk ?' Hvordan skal det gå de skolebørn, som skolelæreren skal 'lære og optugte', når han i stedet 'tage drik vare' ? Og når håndværkere bruger ugelønnen på druk om søndagen, mens 'deres fattige hustruer og små børn [sidder] hjemme og drikke vand', går det også galt. Så galt kan det gå, at drankeren efter at have 'fortæret deres gods og penge' på 'deres vellyst og overflødige fortæring' ender med 'at bedrage deres fattige næste, låne og borge og tænke aldrig at betale, bruge falsk vare, vægt og måde, fordærve andre med røveri, tyveri, åger…' osv. 'Hvo som vil mere fortære end han kan forhverve, han vil andre og sig selv fordærve', siger Palladius. (Petersen, 1907, ss. 26-29)

Palladius' samfundsopfattelse er ikke båret af de frihedsidealer for det enkelte menneske, som blev en del af renæssancens ideologiske gods. Sådanne tanker slog først igennem på et senere tidspunkt i perioden. Palladius levede i et samfund, præget af de feudale strukturer, som også kendes fra tidligere tider. Det var et samfund, hvor politik, magt og religion var tæt sammenknyttede. Et hierarkisk samfund hvor 'ansvar' gik ovenfra og ned og 'pligt' nedenfra og op. Hvor kirke, konge og adel udøvede autoritet over - men også havde ansvar for at beskytte - borger og bonde, der til gengæld havde pligt til at tjene deres herrer. Samfundets stabilitet afhang af, at alle anerkendte og tilpassede sig disse vilkår.

Reformationen var derfor heller ikke et opgør med Guds og bibelens autoritet, men et oprør mod romerkirkens forvaltning af den religiøse magt, som man havde oplevet blev stedse mere forvirret og korrumperet. Den reformerede kirke skulle genetablere kirkens position som det synlige vidnesbyrd om det kristne fællesskabs eksistens og medvirke til at opretholde samfundsordenen. '…ikke for kongemagtens skyld, men for menighedens skyld. Samfundsstrukturen er en del af guds overordnede plan og at følge den er vejen til frelse, og det skulle helst være sådan, at hele Danmark fulgte den rette vej inden dommedag'. (Thrane-Lassen, 1996-97, afsnit 4a)

Drikkeriet bliver i Palladius' udlægning derfor en trussel mod hele den gudgivne samfundsordens stabilitet, fordi drankeren svigter det ansvar, der er ham pålagt i overensstemmelse med den plads i samfundet, han nu engang har. Et ansvar, som retter sig mod dem, som er afhængige af ham: undersåtterne, menigheden eller familien. Et ansvar som omfatter både deres materielle behov og deres behov for åndelig vejledning og et godt eksempel på den rette livsførelse. I Palladius' verden har den enkelte ikke frihed til at gå i hundene.

...at hand skal icke bliffue som Bester oc umælige Creatur.

Men tér sig som gale hunde gør de nu alligevel, mener Palladius. For drankere har meget til fælles med umælende dyr. De 'have bidet hovedet af skam' og farer løs med 'uhørlig tale og snak' og 'utilbørlige sæder'. Nogle drankere bliver som gale hunde. Både ude og hjemme er de knurrende og opfarende, vil slås og yppe kiv. Andre bliver som kalve og aber, hedder det. De springer omkring på bænk og bord og 'lade aldrig af at fnise og grine'. Nogle ligner mest geder og bukke, når de i fuldskab 'støder omkring sig og ville stange, hugge og stikke'. Og svin ligner de, når de 'sluge i sig dag og nat', 'falde under bordet' og 'ligge i rendestene'. 'Fly drukkenskab, at du ikke skal blive lig et svin', formaner Palladius. (Petersen, 1907, ss. 30-33)

Og drukkenskab er 'en ret genvej til døden', siger han, for 'det er jo et vist ordsprog i dag, at flere mennesker omkommer af frådseri end der slås ihjel i strid'.

Palladius forklarer, hvordan drikkeri nedbryder legemet og fremkalder sygdom:

Ligesom intet kan koge, hvis man bliver ved med at hælde koldt vand i gryden, sådan er det også med maven. Maden kan ikke koges og fortæres, når man fylder drikkevarer i den hele tiden. Den rå og ufortærede mad ligger så i den kolde (egentligt: forkølede) mave, og derfra kommer en 'slem stinkende væske, som udspreder sig til alle årer og fordærver menneskets blod'. Herfra opstiger så røg og damp til hjernen, så den drukne ikke ved hvad han gør og siger. Derfor er han nødt til at sove for igen at komme til hægterne. (Op.cit., ss. 33-34) Drikkeriet påvirker maven, leveren, lungen, blodet og hjernen, og det kommer der en række sygdomme og skavanker ud af:

'De synes at være ligere et dødt lig end et levende menneske
De miste deres naturlige farve
Hovedet begynde at riste og svimme (ryste og dirre)
Øjnene bliver røde og rinde altid
Kinderne hænge ned lige som på gamle folk
Næsen bliver rød og knortet
Ånden stinker værre end et prevete (lokum)
Tænderne og tandgærderne rådner
Ånden bliver stakket og røsten strader (skratter)
Han lader aldrig af at hoste, spytte og ræbe
Hænderne bævre og udslais (dirre)
Bugen bliver stabbet (udspilet)
Lårene og benene blive lige tykke oven og neden som elefantben fulde af stinkende sår
Fødderne fulde af podangel (podagra)
Så kommer vattersot, popelsi (apoplexi), faldende sot (ligfald), faldesyge, pokker (kopper) og fransoser (syfilis eller ondartet udslet), som sådanne drankere pleje idelige at have i munden.
Her se vi hvilken slem vonstabelse (vanskabthed) og fordærvelse, drankere overkomme. (Op.cit., ss. 34-35)

Den fordrukne adfærd anfægter altså drankerens anseelse i omverdenen og sygdommene påfalder ham som en følge af hans manglende vilje til at rette sig. Hvordan drikkeriet hænger sammen med sygdomme forklarer Palladius ud fra datidens medicinske forståelse, den såkaldte humoralpatologi:

Ifølge denne lære, der har sin oprindelse i de klassiske græsk-romerske kulturer, beror sundhed på, at der er balance. Der skal være balance mellem makrokosmos (universet) og mikrokosmos (mennesket), der skal være balance mellem legemsvæskerne: blod, slim, gul og sort galde, og der skal være balance mellem arbejde, hvile og føde, som skal tilpasses alder, køn og årstid. For lidt eller for meget af det ene eller det andet skaber sygdom. De fire legemsvæsker påvirker også menneskets mentale tilstande - deraf de fire temperamenter: den glade sangviniker (blod), den hidsige koleriker (gul galde), den tungsindige melankoliker (sort galde) og den træge flegmatiker (slim).

Sygdomme kunne endvidere være varme eller kolde, fugtige eller tørre og skulle så behandles med deres modsætning. Den kolde mave, som Niels Palladius omtaler, hvor maden ikke kan fortæres, fordi drankeren bliver ved med at hælde alkohol i sig, må således skulle behandles med lægemidler, der er varme. Det kunne f.eks. være søde eller bitre stoffer. (Brade, A., 1999, s. 1)

Gennem astrologien satte man også stjernetegnene i forbindelse med kroppens forskellige dele og de sygdomme og ulykker, der kunne tilstøde en, og endelig hentede man fra det gamle testamente ideen om at sygdom og ulykke kunne være en guddommelig straf for personlige eller kollektive synder. (Bennike, P og A. Brade, 1999, ss. 31-32)

Hos Niels Palladius gør flere af disse opfattelser sig gældende. Han forklarer hvordan drikkeriet påvirker legemet ved hjælp af humoralmedicinens teorier om legemets sammenhæng og funktion. Og han forklarer årsagen til at drikkeriet fører til sygdomme som en guddommelig straf. Drikkeriet i sig selv er ikke sygeligt, men derimod syndigt. Det er en viljesakt. Men det umådeholdne drikkeri påvirker organernes funktioner og balancen i legemet, hvilket igen afstedkommer en række sygdomme, som kan iagttages i særdeleshed hos drankerne: 'Endog at nogle af disse siuger kunne også vederfare nogle fromme ædru mennesker for adskillige og nyttige sagers skyld og kan man formærke af forfarenhed, at store drankere allermest belades med sådanne verstyggelige sygdommer som er ikke uden en begyndelse til deres evige straf uden de rette og bedre sig.' (Petersen, 1907, s. 35)

Den euige Gud for sin søns Jesu Christi skyld ved sin hellig Aand drage alle Drankere fra den forbandede Druckenskab…

Når det drejer sig om oplæring af de - tidligere katolske - sognepræster i den 'sande' protestantiske lære, var det både for Niels Palladius og hans efterfølgere nødvendigt at indskærpe de nye tiders orden adskillige gange over snesevis af år, og for menigmand har katolicismen i praksis hængt ved i nogle århundreder endnu.

Læser man beretningerne om det udbredte drikkeri - og holdningen dertil - i renæssancens Danmark, er det også spørgsmålet om Niels Palladius' belæring om drikkeriet kan siges at have haft nogen større indflydelse på samtiden. Langt hen ad vejen må belæringen nok læses som et mindretalssynspunkt, der har stået i modsætning til den gængse holdning; at det var god tone at drikke ofte og meget.

Det synes dengang som nu at gælde, at afholds- og andre livsstilsprædikanter ikke vinder folk for deres synspunkter, før en række mere omfattende og subtile sociokulturelle omstændigheder har beredt grunden for dem. 'Den store nordiske rus' klingede først langsomt ud, da kaffe og te blev indført i de højere klasser og dannede grobund for et socialt skel i drikkevanerne, samt da den protestantiske mådeholdsetik og arbejdsomhedsmoral - med hjælp fra økonomiske og teknologiske forandringer i samfundet - fik egentligt fodfæste engang op i 1700-tallet. (Orbe, 1999).

På Palladius' tid regerede 'drukkenskabsdjævelen' som en reel, overnaturlig eksistens, der havde som sin særlige specialitet at anvende alkohol som medium for at få magt over mennesket. I dag har mange i stedet indsat den onde ånd i flasken, når der tales om stoffet alkohol som noget i sig selv afhængighedsskabende.

Om årsag-virkningsforholdet mellem alkohol og menneske beror på, at hjernen går op i røg og damp, som man mente på Palladius' tid, eller om man er et offer for kemiske signalstoffers indbyrdes misregimente, som dagens biologisk-psykiatriske udlægning lyder, kan vel dybest set være ligegyldigt for de fleste lægfolk.

De to forklaringer er vidt forskellige, men de er ens derved, at de dels udfordrer menneskets frie vilje, dels udpeger de specialister, der skal hjælpe lægmanden til at modstå de 'djævelske' kræfter.

I vore dage ved så at sige at internalisere drukkenskabsdjævelen og gøre den til lægens eller terapeutens gebet, ligesom djævelen og al hans værk i gamle dage var præsteskabets gebet.

Som på Palladius' tid henvender vi os imidlertid igen til et menneske med en fri vilje, når vi taler om den uorden, drikkeri kan foranledige 'ude i samfundet'.

Der er hverken åndebesættelse, sygdom eller andre formildende omstændigheder, der stiller den berusede lovovertræder anderledes end alle andre. Lovpraksis omkring spirituskørsel eller andre overtrædelser begået under påvirkning af rusmidler anerkender ikke at noget indeni eller udenfor mennesket skulle kunne sætte dets evne til at opretholde selvkontrol til vægs. Modsat f.eks. psykisk sygdom, hvor man kan få nedsat straf eller få et behandlingsalternativ, hvis det kan påvises at man på den baggrund var 'utilregnelig i gerningsøjeblikket'.

Dengang som nu veksler vi altså mellem at tale til et bevidst og selvstændigt handlende menneske i én situation, og at tale om et menneske, der formodes underlagt indre eller ydre kræfter, det ikke helt selv er herre over, i en anden situation. Og gennem diskursen udpeges de autoriteter, hvis udlægning bør tillægges særlig vægt i spørgsmålet. Scenen er en anden, dialogen lyder anderledes, men grundlæggende forholder vi os til fænomenet på nogenlunde samme måde som på Palladius' tid.

Ser vi på problemets størrelse og den bekymring, det vækker, er der næppe belæg for at hævde, at brugen af alkohol i dag har samme omfang som i renæssancen. Men det er uomtvisteligt, at forbruget i det seneste halve århundrede er steget betydeligt og har opnået et niveau, der er højere end det har været i 100-150 år. Det er også tydeligt, at der indenfor de seneste 10-20 år kan spores en stigende bekymring for danskernes alkoholforbrug blandt politikere, fagfolk og andre meningsdannere på området. Alkoholproblemer indtager f.eks. i dag en langt mere fremtrædende plads i de sociale lovgivninger end tidligere, ligesom der i løbet af 1990'erne er fremkommet flere nye love m.v., der specifikt tager sigte mod at begrænse forbruget eller reducere misbrugets skadevirkninger.

Hvad der fik alkoholforbruget i renæssancens Danmark til at antage et så gevaldigt omfang, som kilderne antyder, at det havde, er der vel ingen, der kan give et endeligt svar på. Men en hypotese, som er fremsat her, er, at det kan ses i sammenhæng med det sociale opbrud og de tendenser til opløsning af hidtil gældende normer og værdier - fixpunkter at orientere sig efter - som prægede en urolig tid. En tid hvor ængstelige forestillinger om dommedag og verdens ende havde tag i menneskene. Men også en opbrudstid, hvor autoriteter anfægtedes og de første ansatser til oplysningstiden nye menneskesyn blev til. Renæssancen opløste gradvist det stive, middelalderlige samfundshierarki og indsatte i dets sted, det personligt ansvarlige individ.

At et udbredt, umådeholdent alkoholforbrug kan have sammenhæng med social opløsning og desorientering, eksemplificeres også i de samfund, der under besættelse og kolonisering har oplevet en hastig erodering af sine traditionelle sociale strukturer. Der findes et så overvældende antal eksempler på, at tidligere koloniserede befolkninger har måttet kæmpe med rusmiddelproblemer af et omfang som ligefrem har været eller er truende for samfundets stabilitet, at det nærmest synes at være reglen frem for undtagelsen. (Se f.eks. Heath, D.B., 1995)

Kan lignende overvejelser om opbrud og nyorientering gøres gældende for det stigende alkoholforbrug, vi har været vidne til i vores egen tid og i vores egen kultur ? Ja, det må jo naturligvis forblive spekulationer, men der er i hvert fald forskere og kommentatorer, der mener, at vi i dag har bevæget os ud af oplysningstiden og ind i en ny opløsningstid:

'I forhold til tidligere generationer føler stadig flere af os at vores dagligdag er destabiliseret, vi mangler overblik og kontrol over de mekanismer, som er bestemmende i vores liv. I vores perspektiv er verden for stor og kaotisk, ikke mindst som følge af mediernes altid komplicerende og intimiderende formidling af den. Vi lever i et faretruende menneskehav og føler os ensomme, isolerede og bange: når hele civilisationer pludselig kan skride og afsløre et latent barbari, hvor let kan så ikke et job, en vennekreds eller et familieliv fordufte fra den ene dag til den anden ? (Jensen, H., 1998: s. 17).

Problemet i dag synes at være, at det i stigende grad er vanskeligt at identificere sig med et kompliceret overordnet samfundsfællesskab. Identitetsgivende positioner er ikke noget givet, men noget den enkelte vælger nærmest frit ud af den blå luft. Og her synes 'det personligt ansvarlige individ', som renæssancen forærede os, ikke længere at være en social position, der giver bonus. I stedet identificerer mange sig ud fra en minoritetsposition eller en offerrolle:

'Med tidens evigt psykologiserende menneskesyn er det ikke svært at fremkalde ofret i sig selv. Det ligger os lige under huden: vi er ofre for vore forældre (incest er bare den ekstreme udgave), ofre for skolen, i skolen, for jobbet, for hospitalet, for trafikken, for ægtefællen, for staten og for samfundet i almindelighed. Eller vi er ofre for sexisme, racisme eller nationalisme, ofre for de herskende skønhedsidealer, for 'noget' indeni - følelser, svagheder, mørkere sider, drifter, drømme, instinkter, energier eller bare tørst.…' (Op.cit., 1998: s. 15)

I det omfang stadig flere oplever, at det giver opmærksomhed og accept at hente sin identitet ved at være offer for denne eller hin omstændighed, så fortoner det personlige ansvar sig i upersonlige strukturer. Vi bliver et samfund af det, som sociologen Robert Nisbet har kaldt 'løse individer':

'…individer sat løs fra ægteskab og familie, fra skole, kirke, nationen, jobbet og fra moralsk ansvarlighed. Hvad sociologer er tilbøjelige til at kalde social opløsning er i realiteten ikke andet end dette billede af et stigende antal individer, der leger tagfat med andre individer i forhold, der ellers er baseret på ansvar og tillid…' (Nisbet, R., 1988: s. 84 efter op.cit. s. 19)

Sådanne løse individer er fanger i en forvirrende frihed. Det kan vel nok friste en og anden til eskapisme. På en ølflaske så jeg engang en sentens. Der stod noget i retning af 'drik for tørst, men ikke for trøst'. Det skriver man selvfølgelig fordi man ved, at der af og til er rådvilde mennesker, der kunne finde på at drikke for trøstens skyld. Måske er det også af og til sådan, at en hel kultur kaster sig ud i 'trøstedrikkeri' som livsstil og camouflerer sin rådvildhed under beruselse og løssluppen glædesudfoldelse?

Referencer:

Bennike, Pia og Anna-Elisabeth Brade:
Middelalderens sygdomme og behandlingsformer i Danmark.
Medicinsk-Historisk Museum, Københavns Universitet, København, 1999.

Brade, Anna-Elisabeth:
Henrik Harpestrengs Lægeurter og mineraler.
Medicinsk-Historisk Museums småskrifter nr. 8
Medicinsk-Historisk Museum, Københavns Universitet, København, 1999.

Grane, Leif:
Kirken i den europæiske middelalder.
Gads Forlag, København, 1999.

Grundtvig, Svend:
Peder Palladius, En Visitatsbog. (ca. 1541) Udg. 1872.
Her er anvendt: Electronic edition by Langkjer, B., Projekt Runeberg; http://www.lysator.liu.se/runeberg/visitats.

Heath, Dwight B.(ed.):
International Handbook on Alcohol and Culture
Greenwood, Westport CT, 1995

Jensen, Henrik:
Ofrets Århundrede.
Samlerens Forlag, København 1998 (2002)

Lund, E., M. Pihl, J. Sløk:
De europæiske ideers historie.
Gyldendal, København, 1993

Lyster, Jens:
'Det forunderlige år 1588'
Teologisk Forum 12/88. Tillæg til Kristeligt Dagblad 12.12.1988

Nisbet, Robert:
The Present Age. Progress and Anarchy in Modern America.
New York, 1988

Orbe, Dan:
Træk af alkoholismens historie.
Forlaget Jurainformation, i Nyhedsbrev for Alkoholområdet, nr. 9, 1999

Petersen, Carl S.:
Om Drukkenskab / udg. ved Carl S. Petersen efter det eneste kendte Exemplar af den første Udgave fra Aaret 1556.
Aarsage huorfore en Christen bør at sky oc fly den formaledidede Druckenskab.
Foreningen for Boghaandværks smaa Bøger, København, 1907

Schwarz Lausten, Martin:
Biskop Niels Palladius: / Et bidrag til den danske kirkes historie 1550-60.
Kirkehistoriske studier 2. rk., nr. 27,
G.E.C. Gads Forlag, København, 1968

Thrane-Lassen, Mikkel:
Peder Palladius og Visitatsbogen
Område 2, Københavns Universitet 1996-97: 'Danmark i 1500-tallet'.
http://www.akademiskopgavebank.dk/opgaver/palladius.htm

Troels-Lund, T.:
Dagligt liv i Norden i det 16. århundrede. Bind IIV: Fødemidler, hverdag og fest.
Gyldendal, København , 1969

Winkel Horn, Fr.:
Den danske Litteraturs Historie fra dens begyndelse til vore Dage.
1881.

Noter:

[1] Citater af Niels Palladius gengives med en for forståelsens skyld let tillempning af stavemåden, evt. tilføjet egentlige oversættelser af enkelte ord (i parentes). De citater, der anvendes som afsnitsoverskrifter gengives med den oprindelige stavemåde.