Udbrændte hulemænd

af Dan Orbe (2001)

Biologisk set ligner vi i store træk en fjern fortids hulemennesker. Men hulemandens kølle er blevet skiftet ud med en umådelig informationsstrøm, der rammer os som psykiske kølleslag og gør depressioner til den nære fremtids førende folkesygdom. Heldigvis er der da hjælp at hente. Den leveres af et stort antal stressede behandlere, der bruger mere og mere tid på registrering og formidling af en umådelig informationsstrøm og i stigende grad klager over udbrændthed og depressioner.

Der var engang, hvor de fleste menneskers arbejde blev dårligt lønnet, hvor mange mennesker blev fysisk nedslidt af ensformigt og hårdt arbejde, tunge løft, dårlig kost og for lidt lys og luft. De tider er heldigvis - næsten - forbi.

Aldrig før har vi været rigere i dette samfund, og aldrig før har selv de dårligst stillede haft så gode materielle levevilkår som i dag. Vi er som befolkning mere veluddannede og velinformerede, end vi nogensinde har været før. Vi har fået bugt med det allerværste, tunge arbejde og lader maskinerne gøre det for os, som tidligere sled mennesker op. I stedet holder vi fri. Vi har aldrig før haft så meget fritid, som nu, og så mange muligheder for at bruge vores fritid på det, vi har lyst til.

Alligevel er det som om vi har begået en fejl et eller andet sted. For selvom vi har mere fritid, så viser det sig, når man undersøger det, at vi slet ikke bruger den ekstra fritid på at holde fri. Vi bruger den på transport. Og de gode materielle levevilkår får vi kun del i, hvis både far og mor er udearbejdende. Ellers har de nemlig ikke råd til at anbringe børnene i institution. Og hvor vi før havde fysisk anstrengende arbejde, som sled os ned, så bliver vi nu nedslidte af manglen på fysisk aktivitet.

Vi er stadig hulemænd.

Forskerne fortæller os, at forskellen på den genetiske arvemasse hos os nutidsmennesker og hos vore forfædre - hulemenneskene, der levede for tusinder af år siden - er forsvindende lille. 0,005%, siges det, hvordan man så har kunnet regne det ud.

Vi føler på samme måde vrede, sorg og glæde og vi er hverken klogere eller smartere end hulemanden var. Men vi ved bare en forfærdelig masse mere. Hver især er vi i besiddelse af mange flere informationer om den verden, vi lever i, end hulemanden var. Og fordi vi har opfundet systemer til at lagre og formidle al den information - i aviser, blade, bøger, på TV og Internet - og fordi vi kan formidle den til flere og flere i en stadig hurtigere strøm, ja så kan vi sommetider tro, at vi også som biologiske væsener har flyttet os en lang vej. Men det siger forskerne altså, at vi ikke har.

I stedet, siger de, har vi nået et punkt, hvor vores biologi ikke rigtigt kan følge med i den hastige strøm af informationer, der hele tiden presser sig på, hele tiden forandrer de vilkår, vi lever under, hele tiden kræver, at vi er fleksible og kan tilpasse os i et omfang, vi ikke har kendt før.

Og så bliver vi stressede. Og vi bliver ved med at være stressede, for vi bliver ved med at skulle tilpasse, ændre og forandre os i forhold til de flere og flere informationer, der bliver ved med at komme væltende.
Sådan en vedvarende stresstilstand forøger ifølge forskerne organismens produktion af et hormon, kaldet Cortisol. Den øgede mængde Cortisol lammer evnen til at danne nye hjerneceller og det medfører som én af sine konsekvenser depression og hukommelsestab. Er man stresset, glemmer man hele tiden ting, man skulle huske, og man mister overblikket. Hvad var det egentlig jeg skulle med denne her opgave ? Hvad var det egentlig jeg skulle med dette her liv ? Man mister sin selvtillid og sin tro på, at der er en mening med det, man går og foretager sig.

Depression - en folkesygdom.

Sådan en tilstand er der efterhånden så mange, der kommer ud i - og kommer så langt ud i - at depressioner er på vej til at blive en folkesygdom.
Det vil sige, at der i dag er mange - i Danmark ca. 200.000 om året - der behandles for depression, og man regner med, at endnu flere mennesker vil skulle behandles for depressioner i den nærmeste fremtid. WHO skønner, at indenfor de næste 10-15 år bliver stressrelaterede sygdomme og problemer et af verdens største sundhedsmæssige problemer. Og selvom det ikke ligefrem udvikler sig til egentlige sygdomme vil flere og flere mennesker får en nedsat livskvalitet på grund af stress og depressionslignende tilstande.

Men så er der jo heldigvis hjælp at få. Aldrig før har vi haft så mange foranstaltninger og så mange institutioner, så mange behandlere og terapeuter til at hjælpe folk, der har ondt i livet.

Management á la hulemand.

Problemet er bare, at det er de samme primitive hulemennesker, som har udtænkt informationssamfundet med al dets stress og jag, som også har udtænkt dette samfunds mange hjælpeforanstaltninger.
Og selvom vi godt kan se, at det er samfundets øgede krav om forandring og fleksibilitet og 'du skal også vide dette og du skal også tage hensyn til hint...' selvom vi erkender at det er sådanne krav, der har medvirket til at skabe problemet - ja så kan man se nøjagtigt de samme krav og vilkår lagt ned over de mennesker og de institutioner, der skal hjælpe med at afbøde skaderne.

Også her skal man hele tiden omstille sig, inddrage ny viden og gennem dokumentation skabe ny information, udvikle tilbudene, specialisere det ene sted og skabe ensartede vilkår og tilbud det andet sted, rapportere, kontrollere, dokumentere og registrere osv. osv.
Også de hjælpere, der burde have ro og overskud til at være noget for de mennesker, der opsøger deres hjælp, bliver i stigende omfang pressede og stressede.

På det af Lænkens ambulatorier, hvor vi har måttet tilpasse os mest til disse stigende krav om at dokumentere og kontrollere alt muligt, bruger vi i dag 3 gange så lang tid på skemaer og registreringer som ved de ambulatorier, hvor vi har mødt disse krav i mindst omfang. Den tid, der bruges til behandling og den behandling, der tilbydes, er imidlertid stort set den samme begge steder - og profiterer tilsyneladende ikke kvalitativt af den større mængde administrativt arbejde.
Og det sted, hvor vi bruger mest tid på registrering og skemaer er personalet frustreret over det.
Vi har oftere problemer med at få kommunikationen til at køre, og det er det eneste sted, hvor vore medarbejdere er blevet syge og er holdt op angiveligt fordi de følte sig udbrændte.

Tilsvarende erfaringer haves fra andre dele af det offentlige hjælpesystem. I en artikel i 'Socialrådgiveren' (12/2001) fortæller Inge Petersen, socialrådgiver og sociolog, om udbrændthed blandt sagsbehandlere. Har man det som sit personlige mål med sit arbejde at opnå en god kontakt med sine klienter og have tid til at lytte og samtale, er det frustrerende indtil det ubærlige, hvis det hele drukner i indberetninger og blanketter. Og det suger overskud og arbejdsglæde ud af den, som oplever, at administrative opgaver, der af den enkelte rådgiver anses for værende af sekundær betydning, kommer til at optage den overvejende del af arbejdstiden.

Det betyder ikke blot mindre tid til det egentlige, det betyder også, at rådgiveren ikke altid er i stand til at møde sine klienter med den nødvendige empati og det nødvendige overskud: 'Jeg bliver frygtelig irriteret, når folk ringer, og bare det de ringer og tager min tid, ikk´ (griner),...men også sådan, at jeg slet ikke er med i det og laver indberetninger samtidig med, at folk sidder og fortæller mig frygtelige ting i deres liv...' (Op.cit.)

En gulvvask tager 3 minutter.

En artikel i Berlingske Tidende (28.01.2001) er inde på noget af det samme. Her drøftes den registreringsdille, der bl.a. har udstyret hjemmehjælpere med stregkodeaflæsere som kontrol for udført arbejde, og efter kunstfærdige analyser fastlægger deres arbejdsdag efter devisen: tandbørstning må tage 2 minutter og gives til den ældre to gange dagligt, gulvvask må tage 3 minutter og ydes 1 gang ugentligt osv. Fortalerne for denne praksis anfører, at man ved denne minutiøse registrering sikrer, at alle modtager de ydelser, de har krav på, uanset eventuelle personlige sym- og antipatier hos den enkelte hjemmehjælper. Kritikerne spørger om man nu egentlig får, hvad man har krav på, hvis pleje og omsorg ydes efter checkliste og skema frem for skøn og behov.

I artiklen citeres plejehjemsleder Thyra Frank for denne opsummering af tingenes tilstand:
"De beder os gå ind på kontorerne og gå i gang med at krydse af, om vi nu opfylder dette og dette krav. Det gør at vi bliver færre og færre til at udføre arbejdet, og det fører til flere og flere sager i pressen, som politikerne skal forsvare sig imod. Det kan politikerne ikke lide, så de lave flere regler for at beskytte sig selv, og dermed kommer der flere og flere krav om, at vi skal sidde endnu mere med vore blyanter og afkrydsningsskemaer og dokumentere, at vi skam har gjort vores arbejde. Det er skruen uden ende..[]..det er ødelæggende, nedladende og oser langt væk af mangel på respekt for plejepersonalets evner." (Thyra Frank, Plejehjemmet 'Lotte', artiklen: 'Tid til omsorg' i Berlingske Tidende, 28.01.2001)

Det er ikke i sig selv umuligt eller vanskeligt at honorere kravene om flere møder, flere rapporter og flere planer om alt mellem himmel og jord - det er bare tåbeligt, i det omfang, det ikke har nogen betydning for det arbejde, der retter sig mod institutionernes eller opgavernes egentlige formål.
Der er ikke noget galt i registrering, planlægning og dokumentation som sådan. For selvfølgelig skal det være muligt at kunne få indblik i et sagsforløb og overblik over en institutions virksomhed.

Men mere information medfører ikke større viden, medmindre man også har overvejet, hvordan informationerne skal bruges. Det er jo så besnærende med databaser og regneark, der kan udregne alt muligt i et splitsekund, at man nemt kan forledes til at tro, at man også har brug for at blive informeret om alt muligt. Og så ender det nemt med at vi ikke gør ret meget andet end at dynge et i det store og hele overflødigt papirbjerg op foran os, som vi så skal have besvær med at skubbe til side for at komme til at udføre vores arbejde.

Smid informationerne væk.

Nu skal jeg såmænd ikke gøre mig alt for klog på, hvordan vi finder den endegyldige løsning på problemet - (man er jo kun en hulemand). Men man kunne jo godt overveje, om vi kunne tilrettelægge vore systemer lidt mere i overensstemmelse med den hulemandsvirkelighed, de skal fungere i.
Vi hulemennesker er udstyret med et sanseapparat, som hvert sekund modtager et gevaldigt bombardement af information. På én gang registrerer og bearbejder vi billeder, lyde, lugte, fornemmelser, former og materialer i stor mængde. Den energi, vi bruger på at orientere os i verden rettes ikke i særlig høj grad mod at indsamle meningsfuld information - snarere om at frasortere meningsløs information. At gå fra kaos til orden består i at smide informationer væk.

Et spændende projekt for den, der er bidt af en gal registrator, kunne derfor være at finde ud af, hvor mange af de ydelser og opgaver, der i dag indføres i skemaer og statistikker, som i praksis ville blive undladt eller udført dårligere, hvis de ikke blev registreret, dokumenteret og kontrolleret.
En administrator kunne stille sig selv spørgsmålet - og målet: 'Hvor lidt kan jeg nøjes med at vide ?' I stedet for nervøst at ville helgardere alle tretten rækker på tipskuponen. Svaret ville bl.a. afhænge af i hvor høj grad man turde forlade sig på at éns medarbejdere og kolleger besidder visse evner til selvstændig tænkning.

Som Thyra Frank er inde på, opleves meget af al denne registrering som en mangel på respekt for personalets dømmekraft. Man kunne tilføje, at det måske også udspringer af administratorernes manglende tiltro til egen dømmekraft. Mon ikke meget ville være løst med en lidt større tiltro til den enkelte medarbejders evner og ansvarlighed - også uden at det nødvendigvis skal dokumenteres tidligt og silde ?