Dokumentation Evaluering Formidling
af Dan Orbe (2004)
På en virksomhedskonference om kvalitetsudvikling indenfor psykiatrien og
socialpsykiatrien afholdt af Københavns Amt var der et indlæg om ’Den Danske
Kvalitetsmodel’ og hele det deraf følgende arbejde med at fastlægge og
beskrive de institutionelle ydelser ved hjælp af evidensbaserede standarder,
indikatorer, vejledninger m.v.
Sådanne indlæg har det med at fortabe sig i tekniske eller metodemæssige
detaljer, hvorimod det som er formålet, årsagen eller genstandsfeltet svæver
sådan lidt udefineret ind over det hele. Det må man så forsøge at udlæse af
det, der bliver sagt ’mellem linierne’.
I det her omhandlede indlæg, havde en venlig dame påtaget sig at guide os
igennem standardernes skematisering, hvordan indikatorer til måling af
standardernes opfyldelse skulle udarbejdes osv. Men det var en bibemærkning
mellem to overheads, der især greb mig.
’Man taler ikke om kvalitetssikring mere. Det er der ikke nogen, der gør
længere’, forklarede hun og sendte et skolemesterblik ned over tilhørerne,
som for at se, hvor mange af os, der kunne nikke indforstået til den
konstatering, og hvor mange, der bare blev blanke i blikket. ’Nu taler vi om
kvalitetsudvikling’, forklarede damen videre, men gjorde så ikke noget ud af
at fortælle os med de blanke blikke, hvad den betydningsfulde forskel mellem
’kvalitetssikring’ og ’kvalitetsudvikling’ skulle være.
Så jeg må jo forsøge mig med et gæt. Det er sammensatte ord og ’kvalitet’
indgår i dem begge som genstanden for det, der skal gøres noget ved. I det
ene tilfælde skal kvaliteten åbenbart sikres, i det andet tilfælde skal den
udvikles – underforstået: ændres til noget andet. Det må i det første
tilfælde betyde, at kvalitet er noget, man har, og gerne vil sikre sig, at
man kan beholde. I det andet tilfælde, at kvalitet er noget, man ikke har
eller måske kun delvist har, siden man ønsker at ’udvikle’, at forandre det.
Set i det perspektiv er det næsten uhyggeligt at man i managementkulturens
’new speak univers’ nu åbenbart kun kan tale om kvalitetsudvikling. Det må
jo betyde, at vi har ladet os fange ind i en evig mangeltilstand, hvor det,
vi gør, aldrig bliver godt nok.
Men sådan er det næppe ment. I fokusskiftet fra at sikre/fastholde, til at
udvikle/forandre ligger sandsynligvis en antagelse om, at udvikling eller
forandring i sig selv er en kvalitet. Det har at gøre med de betydninger, vi
indlæser i ordet udvikling.
Hvis jeg havde levet engang i 1850’erne og havde sagt til en eller anden at
’udviklingen går i den rigtige retning… ’ eller ’udviklingen går lidt
langsomt’ eller ’der er ikke så meget udvikling på de kanter’ ja så ville
min tilhører have stirret undrende på mig, for jeg ville have brugt ordet på
en måde, som var umulig dengang.
I det 19. århundrede kunne en blomst udvikle blade, et barn kunne udvikle
sig til at blive voksen og en kemiker kunne udvikle et nyt stof. Historien,
mennesket, naturen, ånden, moralen osv. kunne udvikle sig, men begrebet
kunne ingenting selv. Udvikling anvendtes metaforisk for substantivets form
eller retning.
Først i det tyvende århundrede fik ’udviklingen’ sit eget liv. Processen
kunne være et mål i sig selv og medføre andre ting som f.eks. oplysning,
retfærdighed, rigdom osv. Efter 2. verdenskrig blev begrebet oven i købet
kvantificerbart. Man kunne have mere eller mindre udvikling. Udtrykket
’underudviklet’ går ind i sproget i 1950’erne. [1]
Ligesom robotter, der i science-fiction fortællinger antager et selvstændigt
liv og gradvist tager magten fra menneskene, er udviklingsbegrebet blevet
uafhængigt og selvforklarende. Det er ikke længere nødvendigt med nogen
eller noget, der skal udvikle sig. I stedet bliver ’udviklingen’ selv til
noget, der griber styrende ind i vores liv. ’Man kan ikke gå imod
udviklingen’, siger folk sommetider, og slår ud med armen, som om
udviklingen var en midgårdsorm, der omkransede hele deres horisont.
Jeg forstod oplægsholderen sådan, at det var et stort skridt fremad for den lidende menneskehed, at man nu brugte ordet ’kvalitetsudvikling’. Det kan ikke bero på skiftet fra ’-sikring’ til ’-udvikling’, for så er der jo tale om tab af kvalitet, sådan som jeg indledningsvist argumenterede. (Før havde man den og skulle sikre den, nu mangler man den og skal udvikle den). Altså må det bero på, at udviklingens selvforklarende status antages at være en positiv kvalitet i sig selv. Men dermed bliver ’kvalitetsudvikling’ et noget tvetydigt begreb. For så er det ikke kvaliteten, der skal ændres til noget bedre, men ændringsprocessen i sig selv, der er lig med kvalitet. Altså går vi nu ind for ’kvalitetskvalitet’ og ’ergo er morlille en sten’.
Alt dette her kunne være lige meget, hvis det ikke var fordi det rimer alt
for godt på et væsentligt vilkår for den type problemer, som både
behandlingspsykiatrien og de socialpsykiatriske tilbud står overfor. De skal
nemlig forholde sig til problemer, der som en af deres væsentligste
egenskaber er karakteriseret ved at være ’ustyrlige’.
Uanset hvilke standarder, vi sætter for, hvad vi gør ved kriminalitet, ved
misbrug, psykisk sygdom eller social ulighed er der vel ingen, der
forestiller sig, at vi kan anvise metoden, der endegyldigt fjerner
problemerne. De vil poppe op omkring os på nye måder, nye steder og i nye
forklædninger. De er ustyrlige.
Vi prøver at synliggøre og afgrænse problemområderne ved at tildele dem en
’overskrift’: alkohol, narkotika, psykisk sygdom osv.. Dermed udpeges også
de institutioner og professioner, der får hovedansvaret for problemets
håndtering.
Inden for hver institutionel / professionel ramme vil der være forskellige -
ofte konkurrerende - ’handlemodeller’, som definerer problemet og lægger
linien for, hvordan man søger at bekæmpe det. Men eftersom ingen bestemt
løsning pr. definition virker ved helt at fjerne problemerne, har
foranstaltningerne altid en indbygget ustabilitet: De løsningsforsøg, som
for tiden ikke er i brug, vil forekomme mere tiltrækkende og effektive end
de som er i brug.
Det giver plads til ideologiske entreprenører, der besnakker os til kun at
kunne få øje på de (uomgængelige) problemer, vi slås med nu og her på den
ene side, og de mere eller mindre luftige muligheder, en ny og uprøvet
tilgang stiller i udsigt, på den anden side.
Over tid skifter vi så problemets overskrift ud og sætter nogle nye aktører
til at tage sig af det. Eller vi bliver indenfor overskriften men adopterer
en ny handlemodel, ofte som kritik af den gamle, der så må uddø eller leve
videre i en underordnet placering.
Hele rumlen kan begynde forfra, når den nu toneangivende løsningsmodel også
efterhånden taber pusten overfor de ustyrlige problemer.
På nogle områder af socialpolitikken kan man ligefrem se, hvordan det hele
efter nogen tid bindes smukt sammen og løber i ring, når gamle, prøvede
tilgange efter en let afstøvning atter fremstår som nye og tiltrækkende. [2]
Man kan sige, at der er en ’indbygget’ tendens til altid at rette blikket
mod den anden side – der hvor græsset som bekendt er grønnest. Og det er jo
præcis den tendens, der sættes fut under, når man vil styre efter en
’udvikling’, der opfattes som en a priori kvalitet i sig selv. Er der
egentligt brug for det?
Inden vi nu alle sammen tager hovedet under armen og styrter af sted mod et
standardiseret nirvana derude i fremtiden, måtte jeg måske spagfærdigt
foreslå, at man overvejede hvilke kvaliteter, der kendetegner de problemer,
vi arbejder med. Herunder f.eks. deres ’ustyrlighed’. At man overvejede om
der dog ikke skulle være en enkelt lille ydelse i brug, som kunne fortjene
at blive ’sikret’ frem for ’udviklet’? At man spekulerede på, hvornår
standardisering overhovedet er mulig, og hvornår den er gavnlig – og for
hvem? Og hvornår behandlerens komplekse menneskelige situationsfornemmelse,
fornuft og fatteevne er et bedre redskab at gribe til?
Meget af dette måtte naturligvis foregå i dyb tavshed, da man som bekendt
ikke taler om andet end ’kvalitetsudvikling’ nu om stunder.
[1] Dahl, J.: Udvikling – en begrebshistorisk note, Stofskifte, 19?
[2] Room, R.: Governing Images of Alcohol and Drug Problems: The structure,
sources and sequels of conceptualizations of intractable problems. Berkeley,
UCLA, 1978